Turen går til North Bergen, New Jersey, men det meste af tiden vil nu nok blive brugt i Down Town New York City.
Vi starter hjemmefra Skærtorsdag d. 13/4-06 og er hjemme igen mandag d. 24/4-06.
Her på siden vil vi hver dag skrive lidt om det vi oplever.

22 april 2006

Lørdag

Det er ikke kun os, der er ved at være fyldt op af New York, New York er åbenbart også ved at være godt træt af os. Det er ikke til at tage fejl af. Det er blevet koldt, det blæser og det har regnet hele dagen, så nu er det vist ved at være tid til at komme hjem, men inden det sker, var der lige der lige en ting, der skulle nås: Brooklyn Brewery!
Den eneste ting jeg havde planlagt hjemmefra: Eftermiddagen lørdag den 22 skulle bruges i Brooklyn, basta!

Pernille og Toby var ikke lige gearet, men heldigvis var Lotte klar som stand-in, så vi to tog afsted med linie L til Bedford Avenue, og nåede lige frem til klokken 3 "touren".
Der er mange ting, man skal se i New York, læs en vilken som helst rejseguide, men der er en ting, som skal opleves, hvis man er til god øl og den hyggelige stemning som kendetegner ølelskere, og det er bryggeriet på 79 North 11th Street, Brooklyn, NY 11211!!
For guds skyld, fortæl det ikke til for mange. Det skulle jo nødigt gå, som det er gået med Empire State ;o)
Det første der møder én, når man træder ind, er den dejlige duft af øl der gære, og synet af fire flotte tanke i stål og kobber samt den ene palle efter den anden fyldt med malt fra "hele" verden.
Kigger man til højre aner man produktionshallen, og kigger man til venstre drages man uvilkårligt af det store, lidt tarvelige, rum fyldt med borde og bænke, hvor folk nyder det gode øl, pizzaen fra det nærliggende pizzaria og ikke mindst hinandens selskab. Musikken (hygge rock) spiller i baggrunden og på væggene hænger en skøn blanding af morderne kunst. Og på endevæggen: Baren, hvorfra der skænkes fra de 8-10 haner, med dejlig frisk, kold øl.
Husk for guds skyld, at dette er ikke et værtshus, hvor man bare går op i baren og køber en øl, næ man får en velvoksen smagsprøve (40-50 cl) for en "token", som købes i shoppen lige inden for døren til venstre (1 for 3$, 7 for 20$ og 25 for 60$). Jeg ved ikke om dette, lidt sjove, forløb skyldes lokale regler, omgang af samme, eller om det bare er for at bartenderen kan koncentrere sig om det vigtigste: Øl fra hane til glas, glas over baren.
Den guidede tur på bryggeriet er ikke overvældende, og der bliver bestemt ikke gået langt. Man ledes ind i et rum, fyldt med tanke, kar, rør og slanger. Og her foregår den samlede tur!
Det eneste der kræves af en, er måske at man drejer sig i den retning, som den i øvrigt behageligt afslappede guide/bartender/bryggeriarbejder peger.
Man høre lidt historie om bryggeriet og lidt om ølproduktion, og den samlede tur tager godt 30 min.
Mange vælger at komme i god tid, for ligesom at smage på varene inden alt det kulturelle, andre bliver hængende efter, og ikke så få kommer tidligt, glemmer turen, og bliver hængende bagefter.
Der er kun tur om lørdagen mellem kl. 13 og 16, og der lukkes kl. 17.
Er man på disse kanter, er dette et sted, der skal ses!!

Toby og Pernille havde været lidt rundt og shoppe, mens vi andre var afsted og vi mødtes på Port Authority for for sidste gang at tage bussen hjem til Lotte.

----------------
Det var så vores sidste dag i New York og vores sidste aften hos Lotte i North Bergen. Vi spiste lidt god let mad, tøserne så et par afsnit af "Sex and the City", Toby demonterede sit Lego og pakkede det i rejsevenlige poser, og jeg sad her og skrev lidt. Funderede lidt over tingene og kom frem til, at der nok lige går et par dage før alle indtrykkene falder på plads.

Vi kan ikke takke Lotte nok for at lade os invadere hendes hjem, okkupere hendes fritid og for lade os trække hende rundt til dette og hint. Det er mig en gåde, at hun så standhaftigt har kunne holde de tre tosser fra Søbredden ud.
Lotte er et stort menneske, som vi alle tre er glade for at kende, og vi glæder os allerede til at se hende igen om et par uger, hvor hun er et smut i Danmark, og til næste gang igen, hvorend det måtte være.